Regurgitation vs. opkast i familiekæledyr

AddThis delingsknapper til FacebookFacebookFacebookShare til TwitterTwitterTwittersshare til PinterestPinterestPinterestShare til MoreDdthismore

Regurgitation defineres som den passive tilbagesvaling af mad og/eller væsker sekundært til en slags betændelse eller abnormitet i spiserøret. Opkast defineres på den anden side som den aktive udbrud af mad og/eller flydende sekundær til betændelse i maven eller tarmen. I veterinærmedicin er det vigtigt at differentiere regurgitation fra opkast, da de begge behandles forskelligt og har forskellige underliggende årsager.

Oftest består regurgitation af ufordøjet mad og/eller væsker. Årsager til regurgitation inkluderer forskellige lidelser i spiserøret, herunder esophagitis, indtagelse af fremmedlegeme samt en tilstand kendt som Megaesophagus. Differentialdiagnoser af regurgitation er kendetegnet ved historie, fysisk undersøgelse og muligvis røntgenstråler og kontrastundersøgelser. Behandling består normalt af fodring af en intetsigende, let fordøjet diæt såvel som typisk antacida (dvs. pepcid AC, sucralfate) såvel som medicin til fremme af den fremadgående bevægelse af mad (dvs. metoclopramid) ned ad esophagus. Prognose varierer afhængigt af diagnosen.

En oparbejdning til kronisk opkast inkluderer også ovenstående test, men kan også omfatte yderligere billeddannelse, såsom ultralyd eller endoskopi, samt meget mere involveret blodarbejde. Behandling vil også være baseret på bestemmelse af en underliggende årsag såvel som symptomatiske medikamenter, såsom dem, der er påpeget ovenfor, såvel som nyere lægemidler, såsom recept cerenia.